Isoleret fødselspsykose

Long-Term Outcomes of Postpartum Psychosis: A Systematic Review and Meta-Analysis

The Journal of Clinical Psychiatry, 2020 Mar 10;81(2). pii: 19r12906. doi: 10.4088/JCP.19r12906

Gilden J, Kamperman AM, Munk-Olsen T, Hoogendijk WJG, Kushner SA and Bergink V.

Baggrund

Der er et begrænset kendskab til det langsigtede sygdomsforløb hos kvinder, der har haft en fødselspsykose. Fødselspsykose dækker over flere sygdomme med affektive episoder relateret til graviditet og fødsel, fx. mani, psykose og depression med psykotiske træk. Forskning viser, at hyppigheden af fødselspsykoser for kvinder er mellem 0,3 – 0,6 per 1000 fødsler. Oftest viser de første symptomer sig 3-10 dage efter fødslen. De fleste kvinder, som får en god og tilstrækkelig behandling på hospitalet, opnår fuld bedring af deres sygdom, dog er de efterfølgende i høj risiko for at udvikle en ny psykose. Omvendt vil nogle kvinder ikke være i samme risiko for at udvikle yderligere psykoser efter fødselsperioden, og deres psykiske sårbarhed vil kun være forbundet til fødselsperioden, en tilstand som beskrives som ”isoleret fødselspsykose”. Størrelsen på denne risiko kendes endnu ikke, og denne metaanalyse undersøger risikoen for at få tilbagefald efter at have haft en fødselspsykose første gang.

Resultater

En metaanalyse er en samlet og overordnet analyse af flere forskningsartikler og er indenfor forskningsverdenen en af de bedst rangerede analyser. Denne metaanalyse bygger på informationer fra seks studier med i alt 645 kvinder, og opfølgningsperioden for de enkelte studier varierer mellem 11-26 år. 

De samlede resultater viser, at 412 (64%) af analysens 645 kvinder fik tilbagefald af psykoser, og 46 af disse oplevede udelukkende psykoser omkring fødselsperioden efter fødslen af deres næste barn. Blandt kvinderne i studiet havde 279 (43%) ikke yderligere psykoser eller psykoser kun forbundet med en fødsel, og dermed ikke behov for livslang psykiatrisk behandling. Det er denne gruppe af patienter, som forfatterne definerede som isoleret fødselspsykose.

Figuren nedenunder skitserer de nævnte resultater.

I løbet af opfølgningsperioden blev 35% af kvinderne efterfølgende gravide igen, og 27% af disse kvinder udviklede yderligere en fødselspsykose.

Konklusion

Metaanalysen har beskrevet det langsigtede forløb efter kvinders første episode med fødselspsykose og bringer ny prognostisk indsigt.

Størstedelen af kvinderne fik tilbagefald af alvorlig psykisk sygdom, som ikke var relateret til fødselsperioden. Mere end 40% havde en ”isoleret fødselspsykose”, der betragtes som en mere gunstig prognose, da livslang psykiatrisk behandling ikke er nødvendig. På baggrund af det store antal kvinder med ”isoleret fødselspsykose”, konkluderes det i metaanalysen, at der med fordel vil kunne laves en særlig diagnostisk kategori, der kan være mere dækkende for denne grupper af kvinder.