Det er vigtigt, at du søger hjælp, hvis du har tegn på fødselsdepression eller fødselspsykose. Du kan kontakte din egen læge eller din sundhedsplejerske. Du kan også fortælle et nært familiemedlem eller en nær ven om, hvordan du har det.
Det er yderst vigtigt at få behandlet fødselsdepression, og man kan ikke gøre det uden professionel hjælp. Behandling kan koordineres sammen med både sundhedsplejerske, egen læge, psykolog eller psykiater. Behandlingsstrategier kan være individuelle svarende til behandling af depression på andre tidspunkter, og besluttes i samspil mellem den enkelte forælder, familien og professionelle behandlere.
Ved lette depressionssymptomer kan aflastning og støtte fra familie og sundhedsplejerske evt. være tilstrækkeligt.
Ved mere alvorlige depressionstilstande anbefales behandling med antidepressiv medicin eventuelt i kombination med psykosociale tiltag/ikke-medicinske behandlingsformer. Psykosociale interventioner så som støtte og rådgivning fra en sundhedsprofessionel, eksempelvis sundhedsplejersken, har vist sig at være effektive inden for det første år efter fødslen. Psykologhjælp i form af eksempelvis kognitiv adfærdsterapi og psykoterapi har desuden vist sig at være gavnligt i forhold til at reducere symptomer på depression.
Hvor kan du søge hjælp?
Hvor kan du finde mere information?
Læs mere på vores Facebookside
Eller på Twitter