Hvad er fødselsdepression?

Der findes forskellige typer efterfødselsreaktioner. De adskiller sig ved at have forskellig alvolighedsgrad. Læs om de tre typer reaktioner og deres symptomer nedenfor.  

Tudedage/barselsblues

Det at føle sig emotionelt påvirket efter en fødsel er meget almindeligt. Faktisk vil 50-80% af alle nybagte mødre opleve det der populært kaldes ”tude-dage” på et tidspunkt, ofte inden for den første uge efter de har født. Nybagte fædre kan også opleve at føle sig ekstra følsomme i tiden efter fødslen. Dette er en tilstand hvor man kan opleve:    

  • Humørsvingninger
  • Tendens til gråd
  • Søvnløshed
  • Træthed

Denne reaktion efter en fødsel er helt normal og kræver ingen behandling. Det vil gå over af sig selv indenfor 1-2 uger.

Men oplever man, at tude-dagene ikke går over af sig selv, eller at symptomerne bliver værre over tid, kan det være tegn på, at man er ved at udvikle en fødselsdepression.

Fødselsdepression

Fødselsdepression er en tilstand, der ses ganske hyppigt blandt nybagte mødre og fædre. Det udgøres af et spektrum af depressive symptomer, der spænder fra milde til svære depressioner. Omkring 14% af alle nye mødre, og op mod 10 % af alle nybagte fædre, vil opleve én eller anden grad af fødselsdepression.

Symptomerne på fødselsdepression adskiller sig ikke fra depressions symptomer på andre tidspunkter i et menneskes liv. De består primært af:

  • Nedtrykthed
  • Tendens til gråd
  • Manglende evne til at glæde sig
  • Søvnløshed (selvom man har muligheden for at sove)
  • Træthed
  • Hukommelses- og koncentrationsbesvær
  • Nedsat appetit
  • Nedsat selvfølelse, ofte ledsaget af selvbebrejdelser og skyldfølelse
  • Tanker om at gøre skade på sig selv eller sågar selvmordstanker

Symptomerne på fødselsdepression kan opstå i ugerne efter en fødsel, men der kan også gå flere måneder, før symptomerne på depression begynder at vise sig.

Ønsker man at vurdere om en kvinde eller mand har en fødselsdepression, kan man anvende et screeningsværktøj kaldet ”Edinburgh Postpartum Depression Scale” (EPDS). Dette er et spørgeskema bestående af 10 spørgsmål, der er udviklet specielt til at identificere depressions- og angstsymptomer blandt kvinder og mænd, der lige er blevet forældre.  EPDS’en udmønter sig i en numerisk score, der kan ligge imellem 0 og op til 30. Scorer man over 11, bør man henvises til videre vurdering og behandling hos enten sundhedsplejerske eller egen læge.    

Fødselspsykose

I meget sjældne tilfælde kan en kvinde udvikle den mest alvorlige form for efterfødselsreaktion, nemlig en fødselspsykose. Denne tilstand ses blandt 1-2 kvinder per 1000 fødsler. Nybagte fædre kan også i sjældne tilfælde udvikle en psykose efter fødslen. Man udvikler her alvorlige og psykotiske symptomer som f.eks.:

  • Vrangforestillinger
  • Høre- og synshallucinationer
  • Betydelig forvirret sindstilstand
  • Ekstreme humørudsving med hurtige skift fra nedsat til eleveret stemningsleje
  • Tanker om at gøre skade på sig selv eller barnet

Symptomerne på fødselspsykose vil ofte sætte hurtigere ind, sammenlignet med symptomerne for fødselsdepression. Ofte debuterer fødselspsykosen inden for de første 2-3 uger efter fødslen.

Vær opmærksom på, at en fødselspsykose kræver akut behandling, og at man skal kontakte psykiatrisk skadestue eller egen læge, hvis der mistanke om, at en mor har nogle af ovenstående symptomer eller på anden måde opfører sig anderledes, end hun plejer.