Af Ingrid Fossum

”Jeg ville ønske, at jeg ikke havde været stærk, at jeg havde bedt om hjælp tidligere, at jeg havde sagt højt, at det var pisse fucking hårdt. Og jeg ville ønske, at jeg havde rusket i min mand, sagt mere til mine forældre og været mere ærlig over for sundhedsplejersken. Jeg ville ønske, at jeg noget tidligere bare havde erkendt over for mig selv, at det var hårdt, og at jeg havde behov for hjælp. Man skal ikke altid være så stærk.”

Sådan lyder Emmas råd til sig selv dengang for tre år siden, hvor hun havde en fødselsdepression. Hun vil gerne give rådene videre og dele sin historie med andre mødre.

Voldsom fødsel

Ønskebarnet Mikkel blev født i starten af 2017. En pludselig opstået svangerskabsforgiftning var årsag til, at Emma havde ligget indelukket i et mørkt rum med hovedpine og migræne i dagene op til. Mikkel skulle ud nu. Overvældet af veer og trussel om sugekop fik Emma til at sætte de sidste kræfter ind på at føde sit barn på naturlig vis, og det lykkedes langt om længe.

”I virkeligheden så husker jeg mest glimt fra fødslen. Jeg tror, at hjernen prøver at beskytte en lidt ved ikke at huske de mest traumatiske ting,” siger Emma og fortsætter:

”Jeg var meget fanget i min krop og kunne ikke kommunikere udadtil, hvad jeg ville, og hvad der var rart. Der var ikke overskud. Jeg lukkede mig inde i mig selv.”

Emma skulle syes, men jordemoderen klarede ikke at bedøve hende, så det var meget smertefuldt. Bagefter blev den lille familie overladt til sig selv, og personalet glemte den obligatoriske morgenmad. Snart blev Emma dårligere og var ved at besvime flere gange, da hun skulle gå til portørbilen på vej til barselshotellet. Det endte med, at hun blev indlagt på mor-barn-afdelingen. Det var ren udmattelse.

Sygt barn

Til at starte med var det Emma, der havde det svært. Så blev det Mikkel. Han tabte sig og skulle møde op til ekstra kontrolvejninger. Så kom udfordringerne med amning. Dernæst Mikkels sygdom, som Emma på egen hånd måtte google sig frem til. ’Stille refluks’ lød diagnosen. En smertefuld sygdom hos spædbørn, hvor maden ryger op i spiserøret igen, efter at barnet har spist. I forsøget på at hjælpe ham blev Emma i første omgang bare afvist af en, hun kalder ’verdens mest arrogante læge’. Da de vendte tilbage nogle uger efter, skulle hun nærmest true sig til, at lægen udskrev medicin til dem. Så startede medicinræset, som hun kalder det. Mange typer medicin og forskellige doser blev udforsket, før de fandt frem til noget, der lindrede Mikkels smerter.

”Jeg havde forestillet mig, at jeg ville være lykkelig for at have fået det her barn, men jeg havde ingen energi. Jeg var drænet. Det var jo ikke Mikkels skyld, men han blev årsag til, at alt var så forpulet hårdt.”

Der var mange vågne nætter. Dagene åd hinanden.

Sundhedsplejersken er bekymret

I perioden frem til Mikkel bliver fire måneder, kører Emma sig selv helt ned. Hendes mand, som formentlig selv har en efterfødselsreaktion, trækker sig fuldstændig. Når han ikke er på sit studie, lukker han sig inde på et værelse det meste af aftenen. Om natten sover han ved hendes side, men det føles ikke rigtig, som om han er der. Det bliver endnu hårdere for Emma, som nu står med det hele selv. Sundhedsplejersken er bekymret.

’Har du overhovedet fået noget at spise i dag?’ spørger hun en formiddag, hun besøger Emma, som stadig sidder i nattøj med Mikkel på armen. ’Nej,’ lyder svaret fra Emma. ’Det ved jeg ikke, hvornår jeg skulle have nået.’

”Jeg lignede en, der var faldet ned fra en anden planet, og jeg kan godt se, at hun tænkte, det var skidt det her. Og det var ikke, fordi jeg ikke ville være ærlig, men jeg mærkede ikke rigtig efter, så jeg bonede ikke ud på screeningen. Og hun kunne jo ikke tvinge mig til noget, vel. Du kan trække hesten til truget, men du kan ikke tvinge den til at drikke,” siger Emma.

Sammenbruddet

Emma oplever aldrig den lykkeboble-følelse, som mange oplever efter fødslen.

”Når Mikkel lå i barnevognen og sov, og jeg hørte ham græde i babyalarmen, tænkte jeg bare ’Fuck, here we go again’,”siger Emma.

Men hun kæmper videre. Indtil en aften i april i bilen på vej hjem fra en konfirmationsfest.

”Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg græd og var ked af det. Jeg var helt angst, sådan set,” siger hun.

Det føltes, som om det kom ud af det blå. Men der havde været tegn. Emma var begyndt at få panikangstanfald, hvor verden lukkede sig om hende, ligesom om hun var inde i en fiskebowle. Vejrtrækningen blev besværet og stakåndet, samtidig med at hun lukket sig inde i sig selv. Så kommer gråden, og det bliver helt skidt.

Mikkel havde slet ikke villet sove til konfirmationen. På grund af refluksen skulle der ikke så meget forstyrrelse til. Alt bygger sig op. Emma havde holdt den kørende indtil da og tænkt: ’Nu skal vi bare igennem det her. Jeg skal bare være stærk.’ Men i bilen hjem flød bægeret over. Efter fire måneders kamp bryder hun sammen.

”Min krop var nødt til at råbe højt, for jeg havde ikke villet lytte til den. Som jeg ser det, var det tale om en belastningsreaktion som følge af alt det, jeg havde været igennem. Jeg havde holdt den stangen indtil nu, men nu kunne jeg ikke mere,” siger Emma.

Hjælp at hente

Sundhedsplejersken var den første, hun tænkte på at række ud til efter sammenbruddet. Hun havde været meget eksplicit om at være ekstra opmærksom, fordi Emma havde haft en hård opstart med en traumatisk fødsel, besvær med amning plus Mikkels sygdom oveni.

Så Emma sendte en sms til sundhedsplejersken, som kom få dage efter og lavede en ny screening for symptomer på fødselsdepression. Nu slog Emma voldsomt ud, og sundhedsplejersken henviste hende til et gruppeforløb, som skulle starte efter sommerferien. Hun skulle også gå til sin egen læge, som ved hjælp af en depressionsskala vurderede, at Emma havde en moderat fødselsdepression. Hun fik en henvisning til en psykolog (som hun dog aldrig fik brugt), og lægen ville gerne se hende igen 14 dage efter til opfølgning. Hun havde en veninde med til at passe Mikkel, så hun fik ro til at tale med lægen, og hun kan huske lægen spurgte: ’Men kan din mand ikke aflaste dig lidt?’ Hvorefter Emma tænkte: ’Nej, for han er der jo ikke.’

Så blev det sommer. Det hjalp at have nogle ugers ferie sammen, og Emma og hendes mand genfandt lidt hinanden som par. I august var tiden inde til gruppeforløbet, som Emma var meget begejstret for. De var fem mødre i gruppen og to sundhedsplejersker med stor viden om bl.a. mindfulness og fødselsdepression. De mødtes en gang om ugen frem til jul – uden børn, for der skulle være plads til dem selv. Emmas svigermor passede Mikkel, og det var sådan en frihed at komme afsted uden barn, mindes hun.

”Det var virkelig rart at møde ligesindede i den kamp, jeg nu stod i, og opleve, at jeg ikke var alene. For hvor pokker kan man føle sig ensom i en lejlighed med et skrigende barn, og jeg havde ikke lyst til at gå ud, vel – skrigende barn ude i offentligheden er heller ikke det fedeste,” siger Emma.

Mikkel rask

14 måneder gammel blev Mikkel rask.

”Det var helt vanvittigt, for jeg havde aldrig prøvet andet end at have et sygt barn,” siger Emma.

Emma stopper også med at amme om natten, får sin nattesøvn tilbage og starter op på psykologistudiet igen. Men i og med at alt løser sig, og Mikkel bliver rask, så får Emma det ret skidt.

”Der var lige pludselig overskud til at mærke mig selv og efterdønningerne af den her efterfødselsreaktion,” siger Emma.

I 14 måneder havde det været én lang kamp. Nu, som det var overstået, og hun kunne give slip, væltede alt, hun havde oplevet, ind over hende. Det mentale overskud og alle energiressourcer var brugt op. Så mens Mikkel var i dagpleje, koblede hun helt ud på sofaen og opsamlede energi til at være mor, når hun hentede ham igen.

”Jeg var ikke mentalt til stede. Jeg tjekkede ud. Jeg endte med at skrive min bachelor-opgave på tre uger op til deadline og bestod heldigvis,” siger Emma.

Til psykolog

Da hun havde afleveret sin bacheloropgave, tog hun en beslutning. Det kunne ikke fortsætte på denne måde. Hun blev nødt til at gøre noget ved sin situation. Hun kontakter en psykolog med speciale i familiedannelse og efterfødselsreaktioner og bruger sin tre måneder lange sommerferie fra psykologistudiet på at gå til psykolog og bearbejde det første år som mor.

”Det var den helt rigtige beslutning. Jeg fik arbejdet mig igennem nogle ting og forstået nogle ting, som jeg ikke indtil da havde forstået. Jeg havde følt mig enormt utilstrækkelig. Nu kunne jeg tilgive mig selv og vide, at jeg havde gjort det bedste,” siger Emma.

Under psykologforløbet går det også op for Emma, at hun bærer på alt det praktiske, hun har været igennem. Hun gennemgår gang på gang forløbet med fødslen og Mikkels sygdom ned i detaljer.

”Det var sådan en stor del af min historie om det at blive mor. For at beskytte mig mod følelserne forbundet med det blev det i stedet en praktisk fortælling om de ydre omstændigheder. Jeg var nødt til at give slip på historien om det syge barn, indså jeg. Og det var en enorm lettelse,” siger Emma.

Mor-barn-forholdet

Det tog lang tid, før Emma nød tiden med Mikkel og ikke kun legede med ham af pligt. Følelsen af at hygge sig med ham kom først, da han var omkring et år, og hun begyndte at have noget tid væk fra ham.

Det tog også lang tid at give slip på og bearbejde fødselsdepressionen. Men arbejdet med det har gjort, at det ikke fylder så meget i dag.

”Det er en del af, hvordan vi blev en familie, men det er ikke noget, jeg har med mig hver dag. Det fylder ikke længer i mine tanker eller følelser,” siger hun.

Når hun nu ser sig tilbage på den tid, er hun taknemlig for, hvordan historien udviklede sig.

”Man skal huske på, at sårbarhed er en styrke – især når man er blevet mor. Det er bare så råt, og man er jo selv et stort sår – både mentalt og måske også fysisk,” siger hun og afslutter:

”Det er ok at være ked af det og vred og erkende, hvordan man har det. Og bede om hjælp. Tag imod al den hjælp, du overhovedet kan få. Jeg lukkede jo bare af.”