Mor igen efter en fødselsdepression

Solveig bragte mig tættere på den mor, jeg gerne ville være

En historie om at blive mor igen efter en fødselsdepression. Og om at sænke ambitionerne og tro på sig selv.

”Jeg fejlede ved, at jeg ikke kunne blive gravid. Så fejlede jeg ved, at min fødsel ikke gik i gang. Og nu kunne jeg heller ikke føde ham rigtigt, vel!”

Ditte, 40 år om sin første graviditet og fødsel

Sorte tanker og høje forventninger 

Ditte havde enormt høje forventninger til sig selv som mor, da hun blev gravid første gang i maj 2017. 

”Jeg er jo en dygtig pædagog og har arbejdet med børn, der har haft det svært, så jeg har tænkt: Jeg bliver en supergod mor! Det kom bare bag på mig, at det var jeg ikke. Jeg kunne ikke det der, som jeg kunne på arbejdet,” fortæller hun.

Nederlaget var derfor ekstra hårdt, da alt ikke gik, som hun havde forestillet sig. Ditte og hendes mand skulle igennem flere fertilitetsbehandlinger for at blive gravid. Da det endelig lykkedes, var hun først glad over den positive nyhed, men siden mest bekymret, for hun havde været igennem en abort tidligere og frygtede en gentagelse.

Læge og jordemoder forsøgte at berolige. De så Dittes mentale ændringer som en naturlig udvikling i graviditeten og i udviklingen af en mor. Hun håbede, de havde ret, men havde på fornemmelsen, at der var mere på spil. 

”Jeg fik frygtelige tanker allerede inden fødslen. Jeg var ikke glad. Og jeg blev mere og mere ængstelig. Det stak helt af oppe i mit hoved,” siger Ditte, som har kæmpet med sorte tanker før. 

Det hjalp ikke, at hun stoppede med at ryge og trappede ud af antidepressive medicin, som hun havde fået i mange år. Savnet af hendes afdøde mor væltede også op i hende igen.

Fødslen lader vente på sig

Ditte gik lang tid over termin. Hun havde ikke lyst til, at babyen skulle komme ud. Den planlagte hjemmefødsel gik i vasken. Da hun fik brug for lidt vestimulerende medicin på hospitalet, ser hun det som endnu et nederlag:

”Jeg fejlede ved, at jeg ikke kunne blive gravid. Så fejlede jeg ved, at min fødsel ikke gik i gang. Og nu kunne jeg heller ikke føde ham rigtigt, vel.”

Desværre gik ængstelsen ikke væk, da Halfdan kom til verden. 

”Vi var meget usikre med Halfdan og følte os meget overladt til os selv på hospitalet. Jeg følte mig som en fra “De unge mødre”, og det kunne jeg slet ikke identificere mig med. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg skulle føle mig sådan. Jeg ville så gerne komme på et hjem, hvor der var nogen, der kunne hjælpe en nybagt mor,” fortæller Ditte om den første tid som mor.

”Jeg har fortrudt mange gange, at jeg ikke hev i den snor eller et eller andet og bad om noget hjælp! Men jeg tænkte også: Jeg er snart 37, så det må jeg kunne finde ud af,” tilføjer hun.

Skuffelse på skuffelse

Mentale og konkrete udfordringer hobede sig op fra begyndelsen. Den problemfyldte amning måtte efter massiv mental overvindelse droppes, glassutteflasken skiftes ud med en af plast og de besværlige stofbleer med engangsbleer. Ditte kan simpelthen ikke overskue det, og hun bebrejder sig selv: 

”Når jeg fejlede, blev jeg utrolig ked af det. Jeg var overhovedet ikke glad. Jeg kunne ikke spise noget, og jeg kunne ikke sove. Jeg legede tit med tanken om ’bare han ikke er her’ eller ’bare jeg bliver kørt ned og ender på sygehuset’. Det gik jeg meget og fantaserede om. Så jeg kunne få en pause.”

Svært at bede om hjælp

Ditte starter på antidepressive midler igen 14 dage efter fødslen. Uden den store effekt. Jordemoren kom på besøg, men Ditte havde svært ved at sige tydeligt, hvad der var svært, og at hun havde brug for hjælp, når hun ikke kunne forestille sig, at noget kunne hjælpe. 

”Jeg prøvede at være glad, for jeg vidste, at jeg burde være glad. Måske er det også en del af historien om, hvorfor jeg ikke fik mere hjælp. At jeg ikke gjorde HELT tydeligt opmærksom på, hvor bange jeg eksempelvis var for at være sammen med Halfdan alene,” siger Ditte og uddyber: 

”Jeg havde en følelse af at kunne være mig selv, når han sov. Men så stivnede jeg nærmest, når jeg kunne høre ophænget fra slyngevuggen begynde at bevæge sig, eller hvis babyalarmen sagde en lyd.”

Sundhedsplejersken fik hende skrevet op til gruppeforløb, da Halfdan var 4 måneder. 

”Det var rigtig godt for mig at se, at der også var andre, der måske ikke havde det på samme måde, men så noget, der lignede i hvert fald,” siger Ditte.

På eget initiativ gik hun i terapi hos en psykoterapeut og jordemor, som var uddannet ved Gaia-instituttet, og som var ekspert i efterfødselsreaktioner. 

”Gaia-forløbet er rigtig godt for mig i forhold til at forstå det. Det gik ikke væk, men det var en god hjælp,” siger Ditte. 

På dette tidspunkt havde Ditte det rigtig slemt og blev sygemeldt, mens hendes mand måtte overtage barslen, da Halfdan var 5 måneder. Det kom til at få betydning for Dittes nærhed til sønnen og følger hende den dag i dag. 

”Der har været noget med min og Halfdans tilknytning, som jeg har skulle arbejde med. Hvor mange børn typisk vælger sin mor, så vælger Halfdan sin far. Og jeg kan jo godt forstå, hvis han ikke kunne lide mig og hellere ville sin far. Men jeg blev ked af det, fordi jeg følte, at jeg ikke var noget værd,” siger hun.

"Jeg kan bedre end det her"

Da Halfdan var 9-10 måneder, fik Ditte det lidt bedre. På samme tid gik hun og manden i gang med at prøve at blive gravide.

”Ambitiøs som jeg er, vil jeg gerne vise for mig selv: Jeg kan godt gøre det bedre end det her. Og så begyndte jeg at tænke på barn nummer to,” fortæller Ditte. 

Hun og manden vidste nu, at de kunne blive gravide på naturlig vis, for bare tre måneder efter Halfdans fødsel var Ditte blevet gravid. Det var absolut ikke planlagt, og det var heller ikke ønskeligt.

”Det var mærkeligt, for i så mange år havde jeg ønsket at se to streger på en graviditetstest, og den her gang var det bare sådan: Kære Gud og what ever, lad der ikke være det! Jeg håbede bare, at der ikke var hjertelyd. Jeg kunne ikke en gang passe på Halfdan, så jeg skulle ikke passe på en til. Det her cirkus er ikke noget for mig,” tænkte Ditte den gang, og valgte derfor at få en abort.

En rolig og erfaren mor

Men nu var hun klar til familieforøgelse, og der gik ikke lang tid, før hun blev gravid igen i december 2018. Det blev starten på en graviditet og et efterfødselsforløb, som var meget forskellig fra hendes første oplevelse.

”Det starter med en naturlig graviditet, og jeg tænker derfor tidligt, at det er helt rigtigt det her. Vi fik at vide, at det var en pige, og det føltes også helt rigtigt,” siger Ditte.

Jordemoren troede, hun vil gå lang tid over termin igen, men det var Ditte nu ikke så sikker på.

”Jeg havde på fornemmelsen, at det ville jeg ikke gøre, fordi Solveig var jeg klar til at få ud til mig. Det var jeg ikke med Halfdan. Solveig ville jeg meget gerne have ud, så vi kunne komme i gang med det liv,” siger hun.

Hun føder hjemme og uden andre hjælpemidler end sin egen styrke, som hun siger. Stofbleerne havde hun droppet, og amningen går nemmere denne gang, fordi hun tør række ud efter hjælp. 

Desuden var Solveig også et andet væsen end sin storebror. Hun var en mild og glad pige, som kunne noget selv. I lang tid kunne hun ligge på puslebordet og kigge på sin uro, så Ditte kunne hænge lidt tøj op på et tørrestativ ved siden af. Sådan noget havde hun aldrig kunnet med Halfdan.

”Halfdan var så forskellig fra, hvad jeg havde forventet. Han minder jo nok rigtig, rigtig meget om mig selv. Det er faktisk Solveig, der er forskellig fra mig. Der kom noget mere ro i mit system, fordi der var ro i hendes,” siger Ditte. 

Hvad med en nummer 3?

Dittes graviditet, fødsel og efterfødselsperiode anden gang er en rigtig solskinshistorie. Hvordan endte det sådan? For Ditte handlede det om at skrue ned for sine egne forventninger. Og så hjalp det selvfølgelig, at hun havde prøvet det før. Hun er en mere erfaren mor anden gang.

Solskinshistorien har givet Ditte troen på, at hun er en god mor, og hun kan godt være lidt skruk en gang i mellem og tænke:

”Hvis jeg kan dette med nummer to, hvor god kan jeg så ikke blive ved nummer tre! Nu har jeg lært endnu mere. Nu ved jeg meget bedre, hvordan jeg vil søge hjælp og sørge for at have folk tæt på.”