The Lancet: 2014 Nov 15;384(9956):1775-88. doi: 10.1016/S0140-6736(14)61276-9
Howard LM, Molyneaux E, Dennis CL, Rochat T, Stein A, Milgrom J
Epidemiologi er læren om sygdommes årsager, udbredelse og forekomst i befolkningen. Følgende er en beskrivelse af de forskellige psykiske sygdommes epidemiologi, altså det vi ved om sygdommene på nuværende tidspunkt.
Depression forekommer hyppigt i graviditeten og i efterfødselsperioden, og mange af symptomerne derpå ligner såkaldte almindelige depressioner, hvor der ikke er tale om graviditet og fødsel. Fysiske symptomer såsom nedsat energi, træthed, manglende lyst og interesse kan hænge sammen med de helt normale fysiologiske ændringer, som kvindens krop gennemgår under en graviditet og i efterfødselsperioden. Det er derfor vigtigt, at disse symptomer ikke forveksles med reelle depressive symptomer. Imidlertid ses disse symptomer dog mere udtalt hos kvinder med fødselsdepressioner.
Det diskuteres løbende, hvorvidt fødselsrelateret depression hyppigst forekommer under graviditeten eller i efterfødselsperioden. Et nedsat og trist humør er en normal reaktion på den nye rolle som mor og forekommer hos op mod 50% af alle kvinder inden for de første uger efter fødslen. Hvis denne såkaldte ’baby-blues’ ikke er overstået inden for de første par uger, kan der være tale om en egentlig fødselsrelateret depression.
Flere artikler peger på, at antallet af depressioner under graviditeten og efter fødslen synes at være større i lav-indkomstlande end i høj-indkomstlande.
Angstlidelser er ligesom depression den hyppigste fødselsrelaterede psykiske lidelse (blandt kvinder). Omkring 13% af alle angstlidelser findes hos en gravid kvinde eller hos en nybagt mor. Desuden ses en markant højere risiko for OCD hos gravide eller i efterfødselsperioden, sammenlignet med ikke-gravide kvinder.
PTSD udløst af traumatiske oplevelser under graviditeten eller i forbindelse med fødslen rammer omkring 1-2 % af alle kvinder i høj-indkomstlande og op mod 9% i lav-indkomstlande. Mange studier underestimerer den samlede hyppighed af PTSD i efterfødselsperioden, fordi de kun ser på PTSD relateret til en traumatisk fødsel. Medtages hyppigheden af PTSD under graviditeten, ses et langt højere samlet antal af PTSD.
PTSD i efterfødselsperioden ses desuden oftest sammen med depression.
Gravide med spiseforstyrrelser accepterer oftest bedre den naturlige vægtstigning der følger med en graviditet, end de vil gøre på andre tidspunkter, hvor de ikke er gravide. Imidlertid ses det dog, at symptomerne kan vare ved gennem graviditeten for de kvinder som har haft en sygdomsepisode i nyere tid. Et nordisk studie viser, at mellem 29-78% af kvinder med spiseforstyrrelser var i markant bedring under deres graviditet. Det store spænd afhænger af typen af spiseforstyrrelse. Nye tilfælde af spiseforstyrrelser under graviditeten ses meget sjældent. Et brasiliansk studie viser, at 17,3% af de kvinder som overspiste også havde angst, eller havde startet overspisning før deres graviditet var begyndt.
Et andet stort studie viser, at kvinder der har haft en spiseforstyrrelse før de blev gravide, ofte får tilbagefald af symptomer i efterfødselsperioden. Dette hænger sammen med afbrudt søvn og afbrudte måltider, som følge af at moderen skal tilpasse sig barnets rutiner, som oftest kan bryde de mønstre som moderen har skabt, og er vant til at følge.
Sammenligner man mødre med en spiseforstyrrelse, med mødre der tidligere har haft en spiseforstyrrelse uden nuværende symptomer, da er risikoen for at udvikle en depression størst for kvinder med en spiseforstyrrelse.
Der er meget begrænset kendskab omkring udvikling af en personlighedsforstyrrelse i efterfødselsperioden. Et nordisk studie har vist en hyppighed på omkring 6%, men hyppigheden af specifikke personlighedsforstyrrelser kendes ikke. Dog vides det, at personlighedsforstyrrelser i efterfødselsperioden ofte er i følgeskab med andre ikke-psykotiske sygdomme, såsom depression.
Risikofaktorer er en samlet betegnelse for de forhold, som øger risikoen for, at personer udvikler eksempelvis en sygdom. Risikofaktorer kan være arvelige, biologiske, psykiske, miljømæssige og socialt betingede.
Selvom de fleste risikofaktorer ikke specifikt hænger sammen med efterfødselsperioden eller specifikke sygdomme, så viser flere epidemiologiske studier, at der kan være en sammenhæng mellem de naturlige forandringer i kvindens reproduktive hormoner og risikoen for at udvikle en fødselsdepression.
Ligeledes ses det, at fødselsrelateret PTSD oftest udspringer af alvorlige komplikationer under fødslen, for tidlig fødsel og udtalt bekymring for barnet. Angst og depression under graviditeten er tæt forbundet med en øget risiko for udvikling af PTSD i efterfødselsperioden, og kan samtidig øge kvindens ubehag under fødslen.
Andre risikofaktorer inkluderer foregående traumatiske oplevelser og manglende eller lav støtte gennem barndommen hos kvinden.
Den mest anvendte metode til at opspore efterfødselsdepression er Edinburgh Postnatal Depression Scale (EPDS). Den består af 10 selvrapporterede spørgsmål og kan anvendes både under graviditeten og efter fødslen. EPDS skal ikke ses som et diagnostisk redskab, men som et screeningsredskab der kan opspore hvilke kvinder der er i højrisiko for udvikling af efterfødselsdepression.
Overordnet findes der ikke meget forskning omkring, hvilke forebyggende indsatser der virker mod fødselsdepressioner. Dog ved man, at kvinder der modtager forebyggende behandling er mindre disponeret for at udvikle en fødselsdepression end dem som ikke modtager en forebyggende behandling.
Ser man på flere forskellige angstlidelser, har et studie vist, at kognitiv adfærdsterapi kan være gavnligt til at nedsætte mængden af tvangstanker og tvangshandlinger, sammenlignet med kvinder der modtager en generel psykoedukation (undervisning i egen sygdom) omkring angst. Desuden har ugentlig telefonrådgivning vist sig at være gavnligt til at reducere symptomer på efterfødselsangst, ligesom fødselsforberedelse for forældrene har vist en gavnlig effekt på udviklingen af efterfødselsangst samt afhjælpning af konflikter i hjemmet.
De fleste undersøgelser viser ingen effekt af at afholde debriefingsmøder på baggrund af traumatiske fødselsoplevelser, som led i en forebyggende indsats i udviklingen af PTSD.
Der er ikke lavet nogen undersøgelser over forebyggende indsatser hos kvinder, der er i risiko for tilbagefald af deres spiseforstyrrelse. Sundhedsprofessionelle kan hjælpe gennem både graviditeten og i efterfødselsperioden med at opretholde et normalt spisemønster og støtte dem i realistiske mål for deres kropsfacon.
Meget tyder på, specielt blandt høj-indkomstlande, at psykosociale interventioner såsom gruppeterapi har en gavnlig effekt på at nedbringe depressive symptomer hos moderen inden for det første år efter fødslen.
For lav-indkomstlande ses det, at oplæring i mental sundhed af kommunens sundhedsarbejdere eller andre kvinder, har en gunstig effekt på møderne i efterfødselsperioden. Blandt andet oplæres de i børnesundhed, forældreskab, moderens sundhed og social støtte. Det er dog væsentligt for et godt udfald af indsatserne, at de bliver tilpasset de boligområder hvor mødrene bor.
Den hyppigste medicinske behandling af ikke-psykotiske sygdomme under graviditeten er antidepressiv medicin. Denne type medicin bruges til at behandle både depression, angst, PTSD og spiseforstyrrelser. Generelt bør medicinsk behandling under graviditeten begrænses til et absolut minimum, og bør ledsages af ikke-medicinsk behandling, såsom samtaleterapi. Dog vil det altid være en afvejning af, hvor alvorlig moderens sygdom er, og om fordelene ved medicinsk behandling overstiger de potentielle risici for fosteret.