Dansk validering af EPDS-skalaen

Validation of the Edinburgh Postnatal Depression Scale against both DSM-5 and ICD-10 diagnostic criteria for depression

BMC Psychiatry: 2018 Dec 20;18(1):393. doi: 10.1186/s12888-018-1965-7

Smith-Nielsen J, Matthey S, Lange T, Væver MS

Hvad er EPDS?

Edinburgh postnatale depressionscore (EPDS) er et internationalt anerkendt screeningsværktøj, der anvendes til at identificere kvinder med symptomer på depression i perioden omkring og efter fødselstidspunktet. Den består af 10 spørgsmål, som til slut giver en numerisk score mellem 0-30, hvorudfra man kan konkludere om kvinden har tegn på depression, og dermed om der er behov for yderligere udredning og eventuel behandling.

Baggrund for valideringen

EPDS er det mest brugte screeningsværktøj verden over til netop at identificere kvinder med symptomer på depression omkring fødselstidspunktet, og det er oversat og valideret til mange forskellige sprog. Validering af EPDS-skalaen betyder at man sikrer sig, at tolkningen af den score man får som resultat, reflekterer om man rent faktisk har en fødselsdepression eller ej, ud fra den givne kontekst.

I Danmark er EPDS blevet anvendt siden 1990’erne af sundhedsplejersker, men er aldrig formelt blevet valideret til dansk kontekst. Dette er vigtigt, eftersom det fra kommune til kommune varierer, hvilken cut-off-score der afgør om kvinden bliver tilbudt udredning. I den oprindelige engelske version fra 1987, fandt de at en cut-off-score på 13 var optimal, og denne er den mest anvendte. Valideringer fra andre lande har dog konkluderet cut-off-scores på alt mellem 7 og 15. Disse forskelle skyldes muligvis kulturelle forskelle, i den måde man oplever og udtrykker symptomer på en fødselsdepression. Derudover kan det også afhænge af hvilken diagnosemanual, der er anvendt til at validere EPDS-skalaen.

En validering til dansk kontekst er derfor relevant for at sikre ensartet håndtering af de EPDS screeninger, der laves i hele landet, så alle danske kvinder behandles ens.

Validering af den danske EPDS

For at validere EPDS-skalaen i dansk kontekst har forskerne bag anvendt to forskellige diagnosemanualer: ICD-10, som klassificerer alle fysiske og psykiske sygdomme, og er den der anvendes i Danmark, samt DSM-5, som anvendes i USA, og indeholder diagnosemanualer for alle psykiske lidelser. Diagnosemanualer anvendes i praksis til at definere sygdommene, og dermed sikre ensartet diagnosticering.

Studiet er baseret på i alt 320 besvarelser af EPDS-screeningen, fra nybagte mødre i Københavns kommune. Kvinderne er rekrutteret via sundhedsplejersken i perioden juli 2015 til juni 2017, hvor de rutinemæssigt får besøg to måneder efter fødslen, og her besvarer EPDS. Herefter er kvinderne inddelt i tre grupper;

  • Gruppe 1, med en score lig med eller over 10 (har sandsynligvis fødselsdepression)
  • Gruppe 2, med en score på 6-9 (har muligvis fødselsdepression)
  • Gruppe 3, med score på 0-5 (har sandsynlige ikke fødselsdepression).

Gruppe 2 og 3 fungerede som kontrol grupper.

Kvinderne gennemgik efterfølgende et diagnostisk interview, foretaget af certificerede interviewere, med henblik på at skelne mellem almindelige og depressive reaktioner efter fødslen. På baggrund af interviewet blev de diagnosticeret ud fra både DSM-5 og ICD-10. Interviewene blev optaget, og 22 % blev tilfældigt udvalgt til at blive vurderet af en uafhængig certificeret forsker med træning i at diagnosticere. Denne forsker gav sin diagnosticering ud fra DSM-5 og ICD-10, uden at kende kvindens EPDS-score eller resultatet af den første diagnosticering.

Dette gøres for at højne reliabiliteten af studiet, hvilket betyder at man sikrer at resultaterne er de samme uanset hvem der diagnosticerer. Testen konkluderede en god reliabilitet i studiet.

Resultater

Studiet viser, at en cut-off-score på 11 anbefales i dansk kontekst. Når denne anvendes, vil 80 % af de mødre der har en fødselsdepression blive opdaget, set i forhold til både DSM-5 og ICD-10. 90 % af de kvinder, der scorer under 11, vil være raske, eller omvendt vil 10 % af de kvinder der scorer under 11 have en fødselsdepression. Af alle der scorer over 11, vil 50 % af dem have en fødselsdepression, og dermed vil 50 % være falsk positive.

Konklusion

Den danske EPDS er et pålideligt værktøj til at identificere mulige fødselsdepressioner hos kvinder i efterfødselsperioden. Den bedste cut-off score til screene danske mødre for depression er 11. Det er vigtigt at bemærke at cut-off scoren kan være en anden, hvis EPDS anvendes i graviditeten, og endda kan være forskellig for hvert trimester. Der vil i den forbindelse skulle laves validering for anvendelse af EPDS i graviditeten.